På museet følte jeg mig godt tilpas i den runde sal. Jeg synes at prismesalen var lidt for firkantet og kedelig, men den runde sal havde mere lys, akustik der fik en til ikke at tale for højt eller for meget, og en form der var lidt mere dynamisk. På gymnasiet følte jeg mig bedst tilpas i studieområderne på 12 gangen. Der var også meget lys, forbindelsen til stueetagen skabte en følelse af åbenhed, akustikken var god og farvevariation.

Museet minder mig ikke om andre rituelle rum. Museet er meget åbent og da det bare er meningen man skal gå rundt og kigge, minder rummet ikke om andre, andet end andre museer. Andre ting såsom lyset er også anderledes, som i prismesalen hvor alt naturligt lys kommer fra kun én side, modsat de fleste andre bygninger hvor man ville have vinduer på andre sider. Gymnasiet kunne minde om andre offentlige rum med bl.a sine gange. Det er også indrettet sådan at flere mennesker skal kunne være her, så det giver mening. 

Den 6/3 lavede vi en øvelse med deskonstruktivisme. Vi skulle tegne en skitse af et dyr og tegne over et sort og et hvidt stykke papir. Jeg brugte en hund. 

Derefter klippede vi dem ud, klippede dem i forskellige stykker og satte dem sammen til en lille bygning.

Min bygning blev meget åben idet at den ikke har meget tag. Der er også flere forskellige indgange. Skulle den bygges i virkeligheden ville bygningen sikkert være bedre egnet som en blanding af kunst og skyggested i en park.

En af de mere kendte deskonstruktivistiske bygninger er Walt Disney concert hall. Den har det tilfælles med min bygning at den er mange steder kantet og er meget dynamisk. Modsat min er den dog mere lukket og ser også meget tung ud på grund af materialet den er bygget af.