På det øverste billede ses en statue der skal forstille menneskekroppen. Kunstneren bag har brugt både øjet men også tanken som strategi. Man kan se at det er en menneskekrop med hoved, arme og ben, men der er også nogle mere abstrakte ting ved figuren som længden på halsen, den måde som kroppen er samlet i ét på, osv. Det nederste billede af Olympia er det mest øjet der spiller ind, med en meget naturlig krop og scene. Men der kommer også lidt tanke ind i form af symbolik, som den sorte kat, der repræsenterer ulykke

     

Øverst ses en statue af gudinden Venus og nedenunder ses min gengivelses tegning af samme statue. Man kunne sige at Platon ville synes min gengivelse var lige så god som statuen, fordi gengivelsen er tegnet ud fra min ide, hvorimod statuen bare er lavet efter noget fra virkeligheden. Statuen mangler altså noget ide over sig ville Platon sige. Det eneste de to ting har tilfælles er egentlig bare motivet.

Når jeg hører ordet "kropsideal" tænker jeg at det er dèt, man stræber efter ved sin krop. At man altså sætter sig et eller flere mål for, hvordan man vil have sin krop til at se ud

EFTERREDIGERING: Efter at have set eksperimentet i undervisningen tænker jeg at det kan være vidt forskelligt fra person til person hvad det vil sige at være smuk. Nogle vil f.eks. hellere se ud som damen til venstre på nedestående billede

      Landskabet var før 1600 tallet med til at skabe dybde i billedet og ikke meget andet. Kirkens syntes at naturen var vild og utæmmet hvilket var modsat hvad det religiøse menneske var. Da indbyggerne i Holland begyndte at bestille malerier hyppigere end kirken og da nationalromantikken i Tyskland opstod og spredte sig, begyndte der at komme flere malerier med landsskabet som andet en bare et virkemiddel, men som selve motivet. At landskabet kunne genopfindes til virkeligheden var en af de grunde man fandt landskabet attraktivt.  På maleriet Vandringsmanden af Casper David Friedrich kan man se hvordan landskabet får mennesket i fokus og hvordan man reflektere over den måde mennesket er splittet over det guddommelige og det naturlige. Casper David Friedrich var sammen med J. M. W. Turner en af de store malere fra romantikken. Forskellen mellem dem var, at Williams senere malerier søgte det mere abstrakte hvor vandet og lyset og deres sammensmeltning spiller en væsentlig rolle. Man malte under romantikken i Danmark den smukke del af Danmark for at ”booste” nationalstoltheden og efter krigen i 1864 at få folket til fortsat at være stolte over det land de levede i.

(Kort analyse af et billede fra romantikken)

         Forgrunden er jordting/buskads og stykke strand hvor der er mennesker og vand, mellemgrunden er skrænten og baggrunden er himlen og det stykke land der ses langt borte

         Lundbye har brugt repoussoir ved hjælp af det lille stykke skyggebelagte buskads i nederste højre hjørne, lineære gradienter hvor træerne bliver mindre og optiske gradienter ved den lidt gullige skrænt kontra blå himmel

Øverst ses et billede fra fotoøvelsen, hvor der skulle tages et sort/hvidt billede af forskellige genstande, og derfeter skulle der gættes hvilken farve det var. Her er det den lille skærm på automaten ved kantinen. Det er ikke umiddelbart til at se, men farven er blå. Det giver også god mening at bruge farven i dette tilfælde, da den fungerer som lysgivende og der kan tilføjes tekst med en anden farve der er i kontrast nok til at ikke glide over i hinanden

Øverst ses min tegning fra vores timer om perspektivtegning. Jeg har ikke noget før billede, da jeg kun fik at vide at der skulle tages billeder efter vi var færdige. I højre side ses 3 døre og i venstre side 3 malerier. Jeg sad midt på gangen og derfor ligger forsvindingspunktet lige i midten af  endevægen

Øverst ses et statisk billede af en sol nedgang.  Sol er placeret midtpå og linjerne er meget lige, som tilsammen skaber meget ligevægt.
Nederest ses et dynamisk billede af en solnedgang. Her er der ulige linjer, solen er placeret i højre side som skaber uligevægt og der er solstråler på som om der sker mere på billedet

 

Øverst ses Judith halshugger Holofernes (1598) af Michelangelo Merisi da Caravaggio. Billedet er  dynamisk, fordi der er noget drama i det. Og den måde menneskerne i billedet bevæger sig på. Der noget anstrengelse i deres stilling.
Nederst ses Bonjour Monsieur Coubert (1854) af Gustave Coubert.  Billedet er mere statisk. Der er ikke meget handling i billedet, ud over nogle mænd der hilser på hinanden. Ikke anstrengende positioner at stå i.